IMG_3967.JPG
 
 
 
 

Alle elsker hunde – mens mange frygter ulven

 
 
 
 

GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA sætter igen i år fokus på hunden med eventen "Hunde i Zoo". Det sker 26.-27. april.

 
 
 
 

Parken kommer med garanti til at summe af liv og unikke oplevelser, spændende demonstrationer og lærerige foredrag om hunden og dens beslægtede art, ulven.

Mennesker og hunde har de facto levet side om side i mindst 15.000 år, og eventen vil derfor være spækket med masser af action om hunden, som er kendt for at kunne fungere i mange situationer: Som familiens kæledyr, som arbejdsdyr i militæret, hos toldvæsenet og kriminalforsorgen. Men hunden gør også god nytte som vagt- og beskyttelsesdyr, fører- og terapidyr samt slæde-, brugs- og jagtdyr. 

 

Dygtige hunde i aktion

Eventpladsen bliver traditionen tro fyldt med stande og aktiviteter. 

Begge dage vil man opleve dygtige hunde og deres samarbejde med en række af landets ypperste specialister. Dansk Kennelklub og nogle af de danske nationale racer kommer også - og gæsterne får lov at komme helt tæt på det hele. Nadia Schilling Davidsen, der er biolog og formidler i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA og tovholder på eventen, fortæller: "Vi afholder "Hunde i Zoo", fordi vi har de Nordamerikanske ulve herude i vores zoo, som modsat hunden stadig er vilde dyr. Hunden er ulvens nærmeste slægtning, og derfor sætter vi fokus på hunden - menneskets bedste ven og inkluderer samtidig en masse fortællinger om ulve". Nadia Schilling Davidsen ser frem til nogle gode dage med et fyldt program, og forventningen hos hende er høj: "Vi ved, eventen er superpopulær blandt gæsterne. Det er femte år, vi holder eventen, og jeg satser på, at det igen i år bliver en helt fantastisk oplevelse", siger hun.

 

Ulven i din stue - mød eksperter

Mens langt de fleste mennesker synes om hunde, er der mange, som frygter ulven.

Ulven og hunden er meget nært beslægtet, måske også mere end de fleste er klar over. Hunden nedstammer nemlig fra ulven - nærmere bestemt den grå ulv, canis lupus. Faktisk er hunden en underart af selve ulven, og de to dyr deler over 99 procent af deres dna. Det er netop fra ulven, at hunden har "arvet" mange af de træk, der gør, at vi værdsætter den som bedste ven og kæledyr - for eksempel i form af dens helt utrolige næse, dens intelligens, dens arbejdsvillighed samt dens evne til at indgå i en tæt flok med mennesker.

 

Til eventen kan man lørdag 26. april møde Thomas Boesdal. Han er jæger, naturelsker og kendt fra tv og aviser for sin viden om ulven. Thomas Boesdal vil på dagen formidle sin viden om ulve i Danmark og byde ind med, hvorfor ulven ikke er farlig for os mennesker. Han vil også tale om de positive ting, der er ved igen at have et toprovdyr i den danske natur. Der bliver på dagen rig mulighed for at stille Thomas Boesdal spørgsmål og debattere med ham, om ulve egentlig hører til i Danmark. Dagen efter, søndag, er det Foreningen Ulvetid, der strør viden om ulven ud over publikum og lægger op til debat. Begge dage er der fodring af parkens ulve, som man i den anledning kan opleve på tætteste hold.

 

Alle hunde er som altid velkomne 

Hundeejere er som altid velkommen til at tage deres hund med i parken.

Har man lyst og mod på det, kan man få sin hund bedømt af en udstillingsdommer og få en tusind kilometers gennemsyn af sit kæledyr med et pels- og tandtjek - udført af fagfolk. Alt i alt er dagene er fyldt med over 10 lærerige foredrag og vildt spændende indslag.

 

Læs mere om det action-spækkede program på GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIAs hjemmeside: Hunde i zoo - mød menneskets bedste ven i GIVSKUD ZOO

 

 

 
 
 
 
Kontaktinformation

Yderligere oplysninger Nadia Schilling Davidsen - Mobil 22 29 27 55