I vinterferien, 7.-15. februar, kan besøgende i Givskud Zoo - Zootopia møde nogle af parkens mest hårdføre dyr, kameler, ulve og flere andre arter, som trives i kulden. Kom helt tæt på og oplev dyrene i deres smukke vinterpels. Samtidig er der rig mulighed for at blive klogere på, hvordan dyrene holder varmen i vintermånederne, både ved selvsyn og ved en hel række forskellige fodringer hver dag samt i en særudstilling i Oddersalen. Direktør for Givskud Zoo - Zootopia, Rasmus S. Nielsen, ser frem til at åbne den ellers vinterlukkede park for gæster: "Hvert år ser vi med længsel frem til uge 7. Det er nemlig vores første uge i det nye år, hvor vi har gæster i parken. Mange af dyrene tilpasser sig årstiden, og man kan derfor opleve nogle af vores dyr i deres varme vinterpels. Skulle vi være heldige, at der ligger sne, gør det kun parken endnu smukkere og karismatisk. Ugen er særlig, synes jeg, og det giver en helt anden oplevelse, at der ikke er biler i parken", forklarer han. Langs stier og åbne områder I vinterferien er parken bilfri. Gæsterne skal parkere ved parkens hovedindgang og bevæger sig rundt ad parkens stier og i de åbne områder. Safari-ruten og i den forlængelse området P2 er ikke åbne 7.-15. februar, da parken holdes bilfri. Prisen på entrébilletten er af den grund nedsat i forhold til normalprisen. Særlige ture bag kulisserne To gange dagligt, klokken 8.30-10 og igen klokken 14-15.30, tilbyder vi den særlige oplevelse "Vinterferietur". Her kommer deltagerne med bag kulisserne og hører blandt andet om parkens gorilla-flok og kommer helt tæt på næsehornene i deres stald. Turen skal bookes via givskudzoo.dk. Parken har hele vinterferien åbent fra klokken 10-16. Gæster på morgenturen "Vinterferietur" bliver lukket ind i parken klokken 8.30 i følgeskab med en formidler. Givskud Zoo - Zootopia åbner officielt for sæson 2026 lørdag 21. marts. |