Pressemeddelelse
7. juni 2017
 
 
 
 
IMAGE
 
 
 
 

GIVSKUD ZOO er klar til åbning af nyt sulawesianlæg

 
 
 
 

Byggeriet har taget nogle måneder - og nu er alt stort set klart til åbning. Når de sidste detaljer er finpudset, får GIVSKUD ZOOs sulawesimakakker et stort, grønt område at boltre sig på.

 
 
 
 

Der er græs, buske, træer og bambusstativer at kravle rundt på. Og området er stort, så GIVSKUD ZOOs tre sulawesimakakker får masser af plads i deres nye udendørs anlæg.

- Trivsel for dyrene er essentielt her i parken, og dyrene skal have gode rammer til at kunne udfolde sig naturligt. Det får sulawesimakakkerne med det nye anlæg. Samtidig får vores gæster god mulighed for at betragte dyrene og lære mere om dem, siger direktør Richard Østerballe.

Længerevarende ombygning
Ombygningen har stået på i nogle måneder. Det er anlægget, der tidligere har været brugt til chimpanser, der nu huser sulawesimakakkerne.

- Sulawesimakakkerne er noget mindre i størrelsen end chimpanser, og de bevæger sig anderledes. Derfor har det været nødvendigt at ændre både beplantning, klatrestativer og sikkerhedsforanstaltninger, der i forvejen var ved anlægget, forklarer Richard Østerballe.
 

Hunner adskilt fra hannen
Til at begynde med bliver det kun GIVSKUD ZOOs to hun-sulawesimakakker, der kommer ud i det nye anlæg. Hunnerne har indtil nu haft implantater, der har forhindret brunst. Det har betydet, at de ikke har kunnet gå sammen med hannen, da hanner kan være hårde ved hunner, hvis de ikke sender de rigtige signaler i forhold til brunst og parring.

- Vi har fjernet implantaterne og har allerede set brunsttegn hos den ene hun. Så vi er optimistiske og satser på, at de alle tre snart kan sættes sammen. Men vi venter lige, til den anden hun også viser tegn på brunst, forklarer Richard Østerballe. 


Rykker ind om nogle dage
Anlægget er stort set færdigt. Håndværkerne er lige ved at finpudse og gøre de sidste detaljer færdige. Og hvis alt går efter planen, kan anlægget tages i brug i slutningen af ugen.

Du kan læse mere om sulawesimakakker her.

 
 
 
 
Kontaktinformation

Direktør Richard Østerballe, ro@givskudzoo.dk