PM_Direktør Rasmus S. Nielsen.jpeg
 
 
 
 

Der har været travlt under vinterlukning og sej rødfodet art er flyttet ind: Givskud Zoo - Zootopia åbner 21. marts

 
 
 
 

Givskud Zoo - Zootopia åbner for sin 57. sæson lørdag den 21. marts. Hen over vinteren har vi haft travlt med at etablere en helt ny overnatningsform, Givskud Zoo - Safari Camp. En ny art er også flyttet ind og en række områder i parken er blevet renoveret og opgraderet.

 
 
 
 

Givskud Zoo - Zootopia har under sin vinterlukning haft travlt med at opbygge en helt ny overnatningsform, der får udsigt til parkens savanne med giraffer og zebraer. Området hedder Givskud Zoo - Safari Camp, og campen har kostet 10 millioner kroner at etablere og står klar til gæster fra 1. maj.

 

Samtidig er en ny art flyttet ind, rødfodede skovskildpadder fra Sydamerika. De landlevende og altædende skildpadder med rødligt skæl på fødderne har fået deres eget område i det tropiske anlæg, hvor også kæmpeodderne lever. 

 

Der er desuden gennemført en række praktiske forbedringer i parken. Direktør i Givskud Zoo - Zootopia, Rasmus S. Nielsen fortæller:

 

"Man vil blandt andet kunne opleve et renoveret gorilla- og edderkopabe-anlæg. Vi har desuden udvidet parkens isbar med indendørs siddepladser, og der er etableret nye, grønne, rekreative områder i parken. Nu glæder vi os meget til at åbne portene til parken lørdag 21. marts". 

 

En hel række events og koncerter

Sæsonens event- og koncertkalender byder på i alt 16 arrangementer. Parken lægger ud med Bluey & Bingo-show den 29. marts, efterfulgt af blandt andre Hr. Skæg den 12. april, Lille Bille den 21. juni og DR Minisjang-figuren Børste den 9. august. Den populære event Hunde i Zoo vender også tilbage den 25. og 26. april.

 

Hele programmet kan ses på givskudzoo.dk.

 

Åbner for 57. gang

Givskud Zoo - Zootopia er et statsanerkendt zoologisk anlæg med fokus på formidling, bevaring og forskning, og parken åbner i år for sin 57. sæson.

 

57-års fødselsdagen markeres den 9. august med underholdning, og i den forbindelse uddeler Givskud Zoo Naturfond årets studierejselegat til naturengagerede ildsjæle.

 

For hver solgt entrébillet og årskort går 10 kroner til Givskud Zoo Naturfond, der siden 2023 har indsamlet 6,5 millioner kroner gennem entré og donationer.

 

 
 
 
 
Kontaktinformation

Presseansvarlig Line Kyed

Tlf.: 42130583

Email: lk@givskudzoo.dk

 
 
 
 

 

Fotos

Øverst: Direktør i Givskud Zoo - Zootopia, Rasmus S. Nielsen, i parkens tropiske anlæg, hvor arten rødfodet skovskildpadde er flyttet ind.

 

Nederst: De tropiske rødfodede skovskildpadder er en truet art. Skildpadden er landlevende og har sit leveområde i Sydamerika. Givskud Zoo - Zootopia har modtaget to hunner og en han, som vil kunne opleves, når parken åbner for sin sæson lørdag 21. marts.