Pressemeddelelse
1. oktober 2019
 
 
 
 
 
 
 
 

Efterårsferien bliver mystisk og mytisk i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA

 
 
 
 

Varulve, Big Foot, Loch Ness, Chupacabra. Der findes masser af myter om mystiske dyr, som ingen rigtig har set - eller har de? For mange myter om mystiske dyr udspringer typisk af beretninger fra mennesker. I efterårsferien i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA går vi tæt på myterne og de mystiske væsener. 

 
 
 
 

De er både fascinerende og også lidt skræmmende, de mystiske dyr fra alverdens myter. For findes der virkelig varulve, går der en stor afskyelig snemand rundt i Himalaya, og er der et monster i søen Loch Ness i Skotland? 

- I efterårsferien har vi ofte fokus på lidt uhyggelige emner, og i år har vi valgt mystiske dyr - eller sagt med fagterm kryptozoologi , som handler om mytologiske eller uddøde dyr, der antages at eksistere, selv om der ikke findes beviser for deres eksistens, fortæller tovholder på eventen, biolog Lasse Stærdal Simonsen og tilføjer. 

- Vi går bagom fænomenerne og ser på, hvad det er for nogle væsener, og vi forsøger at afdække, om det bare er sagn, eller om dyrene virkelig findes. 

I Oddersalen i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA vil der være en udstilling om de mytiske dyr, og derudover vil der være aktiviteter for hele familien, for eksempel kan man male børnene som et mystisk væsen, og man kan også deltage i sjove konkurrencer med fine præmier. 
 

Uhyggelig hyggelig zoo

Traditionen tro bliver parken i efterårsferien pyntet med fine græskar og et væld af edderkopper i anledningen af Halloween.
Der bliver også tændt op i ildstedet i næsehornshytten, og gæster får mulighed for at skære deres egne græskarlygter og tage dem med hjem.

- Vi oplever, at gæster synes, der er rigtig stemningsfyldt at komme her i efterårsferien med den uhyggelige hyggelige stemning, og vi håber, at de vil få en rigtig god oplevelse både med årets tema om mystiske dyr, og når de tager på rundtur i den oppyntede park, siger biologen. 

Tæt på dyr ved Go'morgen Zoo® 

Hver dag i efterårsferien bliver det muligt at komme med bag kulisserne, inden parken åbner. Nogle ture er specifikt forbeholdt indehavere af årskort og kulturårskort til parken. Men der er også ture for alle interesserede, nemlig Go'morgen Zoo®-turene. Her kommer gæster med i stalde og kommmer tæt på blandt andre løver og næsehorn. Bagefter kan de tilbringe hele dagen i parken. 

Aftenløb i zoo 
Udover Go'morgen Zoo er der i år et ekstra særligt arrangement i forbindelse med efterårsferien, nemlig Aftenløb i zoo. Det foregår lørdag den 12. oktober fra kl. 18.00 til 21.00.

I anledning af at parken i år runder 50 år, skulle der være ekstra mange oplevelser for gæsterne - og en af dem skulle være et løb gennem parken.
Løberne skal ud på en rute, der blandt andet går forbi det nye store brillebjørneanlæg,  dinosaurparken og ind gennem løveanlægget. Det er et omgangsløb, hvor man kan vælge mellem at løbe 5, 10 eller 15 kilometer, så hele familien kan være med.    

Der har før været afholdt motionsløb i parken med stor succes, og også i år er billetterne udsolgt.
 


Program lørdag den 12. til søndag den 20. oktober 2019

10.30-16.00: Lav din egen græskarlygte (Næsehornshytten, P2)
10.30-16.00: Mal dit ansigt som et mystisk dyr (Næsehornshytten, P2)

10.30-16.00: Køb lækker varulvesuppe (græskar) med midgårdsormebrød (Næsehornshytten, P2)
11.30-16.00: Lær om mystiske dyr (Oddersalen, P3)
11.30-15.45: Deltag i konkurrencen om dagens præmie (Oddersalen, P3)
16.00: Der udtrækkes en vinder af dagens konkurrence ved kæmpeodderne (P3). Du skal være til stede for at vinde.

 

Programmet findes også givskudzoo.dk.

 
 
 
 
Kontaktinformation

Biolog Lasse Stærdal Simonsen, lss@givskudzoo.dk