Pressemeddelelse
21. maj 2019
 
 
 
 
 
 
 
 

Ny dinosaur er rykket ind i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA

 
 
 
 

Danmarks største dinosaurpark er udvidet endnu engang. Denne gang er det to Maiasauraer med unger, der er rykket ind blandt fortidens giganter i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA. 

 
 
 
 

Dinosaurparken i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA viser den største dinosaurudstilling nogensinde i Danmark. Her er flere end 50 dinosaurer i naturlig størrelse - fra den allerstørste planteæder til den dødsensfarlige kødæder, Tyrannosaurus rex. Og nu får de selskab af endnu en art, nemlig Maiasaura. 

- Vi har valgt at få endnu en dinosaurart, både fordi det er interessant for vores gæster at opleve endnu en af fortidens giganter, og fordi det giver os en god mulighed for endnu bredere formidling om dinosaurperioden til vores gæster, siger direktør i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA, Richard Østerballe. 

Den gode mor
Maisaura betyder "god mor-øgle" og var den første dinosaur, der blev udgravet sammen med reder, æg og unger. Nogle af ungerne var for store til at være i et æg, derfor mener man, at denne dinosaur har passet og fodret sine unger. Man har fundet flere hundrede af disse reder på sammen sted - nu kaldet "Egg Mountain" i Montana, USA. Så man er ret sikker på, at Maiasaura levede i store flokke og lavede enorme redekolonier - ligesom mange fugle gør det i dag.

- I og med denne type dinosaur levede anderledes end mange andre dinosaurer, giver det en ekstra dimension til vores formidling, og samtidig kan vi trække tråde til i dag og den måde, fugle lever på, siger direktøren. 

Maiasaura levede i den sene kridttid for godt 80 millioner år siden, og de nye modeller befinder sig godt midtvejs gennem dinosaurparken i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA, hvor de er sat op med rede for at understrege artens levemåde.  

 
 
 
 
Kontaktinformation

Direktør Richard Østerballe, ro@givskudzoo.dk