Pressemeddelelse
16. april 2019
 
 
 
 
 
 
 
 

Event i GIVSKUD ZOO: Tilbage til istiden

 
 
 
 

I weekenden lørdag den 27. og søndag den 28. april sætter vi fokus på istiden og livet i den kolde tidsalder. Prøv kræfter med spændende aktiviteter, kom tæt på rensdyrene og de store istidsdyr og deltag i sjove konkurrencer.

 
 
 
 

Tag med på en rejse mange tusinde år tilbage i tiden og kom tæt på livet, dengang en stor del af jorden var dækket af is. Vi sætter fokus på tilværelsen for mennesker og dyr i den kolde tidsalder ved eventen Tilbage til istiden, som foregår i weekenden lørdag den 27. og søndag den 28. april 2019. 

Begge dage kan du tage med på guidede ture i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIAs store istidsudstilling. Du kan høre om istidens kæmper som mammutter, uldhårede næsehorn og skovelefanter. Og du kan møde parkens rensdyr, som er en af de dyrearter, som har overlevet fra istiden og helt frem til i dag.
Du kan også kigge med, når museumsinspektør Klaus Hirsch fra Museum Sønderjylland slår flint og viser, hvordan istidsjægere lavede pilespidser og økser. Eller prøve kræfter med nogle af de ting, istidens mennesker foretog sig; skyde med bue og pil. Og lave dit eget smykke af rensdyrskind og -takker.

- Vi har sammensat et eventprogram med forskellige oplevelser, der gør det muligt for vores gæster at lære om istiden, samtidig med at de kan lave sjove aktiviteter sammen. Så det vil være interessant for alle aldre, siger formidler og tovholder på eventen, Lasse Stærdal Simonsen.  

Eventen foregår lørdag den 27. og søndag den 28. april - begge dage fra kl. 11.00 til 16.30 i istidsudstillingen på P3 i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA.

 

Program for Tilbage til istiden

11.00-16.00: Konkurrence

11.00-16.30: Skyd med bue og pil

11.00-16.30: Lav istidssmykker

11.00-16.30: Se hvordan man slår flint,- med museumsinspektør Klaus Hirsch

11.00-16.30: Tag en selfie af dig selv som istidsjæger

11.00-16.30: Rør skind og kranier fra istidsdyr og deres nulevende slægtninge

12.00 og 14.00: Oplev rensdyrenes fodring og hør om istidens giganter

15.00: Oplev rensdyrenes fodring og hør om istidens rovdyr

16.00: Mød rensdyrene og se fodring, vinderen af dagens konkurrence udtrækkes

 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Biolog Lasse S. Simonsen, lss@givskudzoo.dk