Pressemeddelelse
14. marts 2018
 
 
 
 
 
 
 
 

Sæson 2018 i GIVSKUD ZOO skydes i gang med åbning af udstillingen "Tilbage til istiden"

 
 
 
 

Iført rensdyrskind og bevæbnet med bue og pil vil GIVSKUD ZOOs direktør Richard Østerballe sammen med Naturhistorisk Museums direktør Bo Skaarup skyde åbningen af den nye store istidsudstilling i gang - bogstavelig talt.

 
 
 
 

Sæsonåbningen i GIVSKUD ZOO i 2018 står i istidens tegn. I forbindelse med sæsonens første åbningsdag bliver parkens nyhed - udstillingen "Tilbage til istiden" - indviet. 

Planen er, at direktør Richard Østerballe sammen med Bo Skaarup, direktør på Naturhistorisk Musuem, som har været med til at udvikle udstillingen, vil skyde åbningen i gang - med bue og pil. Og iført rensdyrskind. 
Derudover vil indvielsen blive markeret med traditionel same-musik, leveret af koret EVE, som aktuelt er kendt fra TV2s program "Danmark har talent". 

- Det er en spektakulær udstilling, og derfor vil vi gerne gøre lidt ekstra ud af selve åbningen. Og stadig holde temaet i istidens tegn, siger direktør i GIVSKUD ZOO, Richard Østerballe. 


Istidsudstilling forsinket af istid
Der var en overgang usikkerhed om, hvorvidt håndværkerne kunne nå at blive helt færdige med etableringen af den nye udstilling.

- Vi må nok sige, at istidsudstillingen blev forsinket af istiden. Vinteren med masser af sne og frost betød, at vi længe ikke kunne grave i jorden. Så i de sidste uger op til åbningsdagen bliver der arbejdet på højtryk, så vi kan gøre klar til sæsonåbningen, fortæller Richard Østerballe.

Mange elementer og en ny dyreart
"Tilbage til istiden" er etableret med støtte fra Nordea-fonden.
Udstillingen er bygget op af flere elementer. Blandt andet kan gæster lære mere om naturen dengang og om påvirkningerne frem mod i dag. Men kan opleve, hvordan rensdyrjægere levede i den kolde tidsalder. Man kan møde fascinerende modeller af store istidsdyr som for eksempel mammutter, uldhårsnæsehorn og sabelkatte, og man kan besøge istids-bopladsen og lave smykker af rensdyrgevir.

I forbindelse med udstillingen har GIVSKUD ZOO også fået en ny dyreart for at tilføje en ekstra dimension til oplevelsen i istidsområdet. Gæster kan fremover møde en dyreart, som levede i istiden og stadig findes i dag, nemlig rensdyr.

 

GIVSKUD ZOO åbner lørdag den 24. marts 2018 kl. 10.00, og udstillingen "Tilbage til istiden" indvies samme dag kl. 11.00.
Programmet kan findes her

 
 
 
 
Kontaktinformation

Direktør Richard Østerballe, ro@givskudzoo.dk