Pressemeddelelse
9. juni 2017
 
 
 
 
IMAGE
 
 
 
 

Nyfødt sjældent dyr i GIVSKUD ZOO blev viralt hit

 
 
 
 

En lille bongo er netop blevet født i GIVSKUD ZOO. Og den sjældne skovantilope blev hurtigt et hit på facebook. På blot et halvt døgn nåede opslaget om den lille ny ud til over 400.000 brugere.

 
 
 
 

"Hvor er den nuttet."   "Den er helt fantastisk."   "Sådan en vil jeg have."   "Det er det sødeste, jeg nogensinde har set."
Det skortede ikke på positive kommentarer, da GIVSKUD ZOO på sin facebookside delte video og billeder af parkens nyeste beboer - en lille nyfødt bongotyr. På blot et halvt døgn nåede opslaget ud til over 400.000 facebookbrugere, videoklippet er vist over 160.000 gange, og det blev kommenteret, delt og liket tusindvis af gange. 

- Den er jo utrolig sød at se på. Og det er fantastisk, at den har vakt sådan en interesse hos folk. Nogle gange kan det være svært at sætte fokus på sjældne og truede dyr, i hvert fald hvis de ikke er så kendte. Men vi håber, at den positive modtagelse kan smitte af på folks interesse for dyr og for bevarelse af arter, siger direktør i GIVSKUD ZOO, Richard Østerballe. 

En sjælden art
I GIVSKUD ZOO er der glæde over fødslen af den lille ny. Bongoer er en særdeles sjælden skovantilopeart, der stammer fra et bjergområde i Kenya. Den er ekstremt truet, og der er ikke mange tilbage i naturen - måske kun nogle få hundrede. 

- En af vores kerneopgaver er bevarelse, så det er klart, at vi er rigtig glade for, at en lille ny bongo kommer til, siger direktør Richard Østerballe og tilføjer:

- Hos bongoer har vi faktisk succes med avl i parken. Den nyfødte tyrs mor har fået unger et par gange før. Og også nogle af de andre hunner har før fået unger. Så vi arbejder aktivt og samarbejder også med andre zoologiske haver for at bevare arten. 

Masser af navneforslag
De mange facebookbrugere, som så opslaget på GIVSKUD ZOOs facebookside, kom med masser af navneforslag til den lille ny. Blandt andet var Kåre, Bingo, Ongo i spil. Og nogle mente også, at artsnavnet Bongo lød sødt.

- Vi takker for alle forslagene. Der var nogle gode imellem. Det er lidt forskelligt, om og hvordan vores dyr får navne. Nogle gange hjælpe børnene fra den lokale børnehave eller skole. Andre gange har vi haft afstemninger og konkurrencer. Så nu skal vi lige se, hvad vi gør med vores lille nye tyr, siger Richard Østerballe.  

Den første tid efter fødslen bliver den nyfødte bongo inde i stalden. Men det varer ikke længe, før den kan følge med sin mor ud på savannen, hvor gæster kan se den. 

Du kan læse mere om bongoer her.
 

 
 
 
 
Kontaktinformation

Direktør Richard Østerballe, ro@givskudzoo.dk


Flere billeder af den lille bongo kan fremsendes. Kontakt soso@givskudzoo.dk.