GIVSKUDZOO_sæson2021.jpg
 
 
 
 

GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA slutter sæsonen flot af 

 
 
 
 

Efter en svær start på sæson 2021 med tvangslukning i vinterferien, coronarestriktioner og endnu en tvangslukning i begyndelsen af juni har GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA nu rundet sæson 2021 af - og det med et overraskende flot besøgstal. 

 
 
 
 

Forventningen til sæson 2021 var, at 375.000 gæster ville lægge vejen forbi GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA. Helt så højt nåede besøgstallet ikke op. Men det er meget tæt på. Når efterregulering for overnatninger og vinterens skoleundervisning er talt med, rammer besøgstallet nemlig cirka 374.000. Og det er markant højere, end hvad parken frygtede i foråret og første del af sommeren.  

- I år skulle vi måske nærmere have kaldt budgettallet for forhåbningen frem for forventningen. For vi vidste, at vi gik ind i et år med en masse usikkerhed i forhold til, hvordan corona og restriktioner ville udvikle sig. Samfundet var jo lukket ned over vinteren, men med vaccinationsplanen in mente, eksperternes udmeldinger og vores gæsters tydelige opbakning fra sæson 2020 turde vi godt tage de positive briller på og håbe på et pænt besøgstal, siger direktør i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA, Richard Østerballe og tilføjer:

- Og vi er ovenud tilfredse og meget glade for, at vi rammer så tæt på det budgetterede besøgtal - det tal, vi håbede på. Vi er så taknemmelige for, at vores gæster og trofaste årskortholdere har bakket op om parken, så de skal have en kæmpe tak herfra. 

Svært forår og forsommer
I begyndelsen af sæsonen og frem til og med midt juli så det ellers rigtig svært ud. Nærmest dagligt nåede parken ikke de forventede besøgstal, og det betød, at GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA kiggede ind i et kæmpe underskud både besøgsmæssigt og økonomisk.
Samtidig skulle parken bruge en masse ekstra penge på værnemidler som mundbind og håndsprit. Og der skulle sættes ressourcer af til at udføre de påkrævede tjek af coronapas over sommeren. 

- Det har været en utrolig dyr omgang, men det er klart, at vi var nødt til at efterleve kravene for at kunne holde parken åben Så i første halvdel af sæsonen var vores positive briller mildest talt ret duggede, fortæller Richard Østerballe.

Men hen mod slutningen af juli begyndte der sig at tegne et nyt billlede, forklarer direktøren; 


- Fra dagligt at have været under budget, gik vi nu over budget hver dag. Og vi havde nogle utrolig flotte måneder i både august, september og oktober, hvilket er det, der redder denne sæsons samlede besøgstal.  

Flest danske gæster
Normalt er cirka 25% af GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIAs gæster turister fra udlandet, især Norge, Tyskland og Sverige. Men i år er det tal markant anderledes. Faktisk er det kun godt fem procent af gæsterne, der i sæson 2021 kom fra andre lande. 

- Det er jo ikke så overraskende set i lyset af rejserestriktioner, men det gør selvfølgelig en forskel for vores bundlinje i parken. Heldigvis er der så procentmæssigt mange flere danskere, der har besøgt os i år, hvilket betyder, at vi trods de manglende turister stadig nærmer os det forventede besøgstal. 

En million tak for hjælpen
Og netop de mange danske gæster og parkens trofaste årskortholdere sender direktør Richard Østerballe en varm hilsen til efter denne sæson: 

- Både sidste år og i år, da parken var i krise, bad vi om hjælp fra private. Og det har vi i den grad fået. Samlet for sidste år og i år har vi modtaget godt en million kroner i støtte, hvilket har hjulpet os meget. Så alle, der har hjulpet os, skal have en stor tak herfra, lyder det fra direktøren.

- Vi har også opfordret gæster til at købe årskort, souvenirs og mad for at hjælpe parken gennem sæsonen med skindet på næsen. Og der er virkelig blevet bakket op; vi har haft et flot salg, og vi har aldrig før haft så mange årskortholdere som i denne sæson. Så vi er fortrøstningsfulde i forhold til næste år - og ovenud taknemmelige for denne afslutning på sæson 2021.

 
 
 
 
Kontaktinformation

Direktør Richard Østerballe
ro@givskudzoo.dk
+45 20 32 03 22

 
 
 
 

Vedhæftede filer

GIVSKUDZOO_sæson2021.jpg