Givskud Zoo - Zootopia fejrer efterårsferie og byder 11.-19. oktober på hyggelige, lærerige, spændende og sjove aktiviteter for hele familien. Gæsterne kan blandt andet prøve kræfter med sjove sanse-lege. Har du hørelse som en flagermus, lugtesans som en grævling eller skarpt syn som en natugle? Det kan man finde ud af ved Bondegården, hvor der venter alt fra forhindringsbaner med bind for øjnene til duftprøver og jagten på selvlysende dyr. Sanselig særudstilling I Oddersalen kan man gå på opdagelse i en særudstilling, følekasser og et tegneværksted for børn. Her er der masser af viden om, hvordan dyr som natugler, flagermus - og selv slanger og hajer - bruger deres sanser, når mørket falder på. Og selvfølgelig hører der også hyggelige efterårstraditioner til. I den efterårsklædte park ved Jacobs Spisehus kan børn og voksne sammen skære fantasifulde, sjove eller måske lidt uhyggelige græskar. NYHED: Tag på Godnat Zoo-ture For dem, der vil endnu tættere på dyrene, er der mulighed for at booke en Godmorgen Zoo-tur og opleve dyrene i staldene, inden parken åbner - eller komme med på en helt ny tur - Godnat Zoo. Her kan gæsterne være med til at sige godnat til parkens dyr efter lukketid. Begge ture giver en helt særlig stemning og uforglemmelige oplevelser. Efterårsferien i Givskud Zoo - Zootopia er med andre ord en oplagt mulighed for både at hygge sig sammen som familie og blive klogere på dyrenes vilde verden. Billeder: Øverst: Givskud Zoo - Zootopia holder åbent hele efterårsferien og byder alle dage på et særligt program med en hel række aktiviteter for både store og små. Nederst: I Oddersalen ved det tropiske anlæg er der en spændende og lærerig særudstilling, som hele familien kan gå på opdagelse i. |