Pressemeddelelse
28. oktober 2018
 
 
 
 
 
 
 
 

GIVSKUD ZOO får brillebjørne til sit 50 års jubilæum

 
 
 
 

GIVSKUD ZOO har netop rundet sæson 2018 af med rigtig flotte besøgstal.
I 2019 fejrer parken 50 års jubilæum og vil i den sæson præsentere Europas største anlæg til brillebjørne som årets nyhed. 

 
 
 
 

GIVSKUD ZOO fik masser af gæster fra ind- og udland i 2018 trods det meget varme sommervejr, hvor mange danskere og turister valgte at tage til stranden.
De næste par måneder vil der fortsat være undervisning og rundvisninger i parken. så det endelige besøgstal opgøres først efter nytår. Men det ventes at ende på mellem 385.000 og 390.000 gæster - og tangerer dermed sidste års besøgstal, som var et af de bedste nogensinde. 

- Det er vi selvfølgelig glade for. Vi havde et rigtig godt forår med mange gæster, mens det over sommeren godt kunne mærkes, at mange gerne ville køle af ved stranden. Alligevel havde vi mange besøgende, og efterårsferien har været den bedste nogensinde målt på antal gæster. Vi har også mærket stor lokal opbakning, og vi har mange årskortholdere. Så det har været en god sæson, siger direktør i GIVSKUD ZOO, Richard Østerballe.

Brillebjørne rykker ind i 2019
I 2019 kan parkens gæster glæde sig til at opleve brillebjørne - som det eneste sted i Danmark. 
Bjørnearten er kendt af både store og små og unge og gamle, fordi den populære bjørn Paddington fra børnebøger og film netop er en brillebjørn, der kom til London fra Peru. 

- Brillebjørne er en art, der betegnes som sårbar. Selvom den måske er kendt af mange gennem Paddington-bøger og film, er det rigtige dyr ikke så kendt. Så for os er det både en spændende art at få ind i parken i forhold til arbejdet med den, og samtidig giver det os rigtig god mulighed for at formidle til gæster både om brillebjørne og truede dyr generelt, siger Richard Østerballe. 

GIVSKUD ZOO har ikke haft bjørne før, så det bliver en ny måde at arbejde med dyr. 

- Vi har tegnet anlægget, som bliver Europas største brillebjørneanlæg. Og vi skal nu i gang med byggeriet. Det bliver et anlæg, som kan inddeles i sektioner, så vi kan samle og skille bjørnene ad, for eksempel hvis en hun får unger og skal have tid alene med dem, forklarer direktøren.

I 2019 skyder GIVSKUD ZOO sæsonen i gang lørdag den 13. april. Hvis vintervejret er gunstigt, så byggeriet ikke forsinkes, vil det nye bjørneanlæg stå klart i begyndelsen af sæsonen. 
 

 


Fakta om brillebjørne 
Udseende: Mørke med lyse aftegninger i ansigtet og på brystet. Aftegningerne varierer fra inidivid til individ. Små ører og en kort hale.
Længde: 100 til 180 cm
Højde: 60 til 80 cm op til skulderen
Vægt: 70 til 140 kilo, hunner er markant mindre end hanner.
Føde: Frugt, planter og til tider små dyr

Brillebjørne stammer fra Sydamerika, og betegnes som sårbare. 
De lever i skovområder i Andesbjergene og langs kysten. 
De er gode til at klatre, og udover at spise i træer sover de også gerne i dem. 
De går ikke i hi.

 
 
 
 
Kontaktinformation

Direktør Richard Østerballe, ro@givskudzoo.dk