Pressemeddelelse
15. september 2020
 
 
 
 
 
 
 
 

GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA holder høstmarked

 
 
 
 

Når GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA slår portene op til høstmarked, er der lagt op til god stemning og hygge; gæster kan bevæge sig mellem boderne, nyde lækre smagsprøver, købe spændende varer fra lokale producenter, og børnene kan give sig i kast med sjove aktiviteter.

 
 
 
 

Lørdag den 26. og søndag den 27. september 2020 sætter GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA fokus på Danmarks spiselige natur ved parkens store høstmarked. Her kan gæster få gode fif til, hvilke lækre sager fra naturen, der kan bruges i madlavningen, og man kan møde lokale producenter og se deres produkter.
Også for børnene er der masser af sjov, fordi det blandt andet bliver muligt at presse æbler til saft, kværne mel og lege i halmlabyrinten. 
Jelling Spillemandslaug sørger for hyggelig stemning med musik begge dage. 
Og så kan gæster vinde fire årskort ved at deltage i weekendens konkurrence.

- Sidste år var vores høstmarked velbesøgt, og vi fik mange positive tilbagemeldinger, så vi gentager succesen i år. Vi får besøg af lokale producenter, som blandt andet producerer grønsager, honning og kød. Og vi håber, at mange gæster vil kigge forbi markedet, siger tovholder, Lasse Stærdal Simonsen. 

Hygge og formidling
Ifølge tovholderen er eventen også en mulighed for at formidle om fordelene ved at handle lokalt. 

- De fleste køber ind i supermarkedet, hvor der er varer fra hele verden. Men det presser CO2-udledningen og klimaet. når varer skal fragtes til en anden del af verden med fly eller båd. For at skåne miljøet kan det derfor være en god ide at handle lokalt. Hvorfor vælge æbler sejlet fra New Zealand, hvis der ligger danske æbler lige ved siden af i grønsagsafdelingen, siger Lasse Stærdal Simonsen og tilføjer: 

- Så vi kombinerer de hyggelige oplevelser for hele familien med muligheden for at få viden både om lokale produkter og om klima og miljø.   


Der er åben på markedspladsen lørdag den 26. og søndag den 27. september 2020 - begge dage fra kl. 11.00 til 16.00. Alle aktiviteter foregår ved eventpladsen på P2.

 

 

Program for Høstmarked i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA

11.00 - 16.00 Markedspladsen er åben

11.00 - 16.00 Pres æblesaft og kværn dit eget mel

11.00 - 15.30 Deltag i dagens konkurrence og vind årskort

11.00 - 16.00 Jelling Spillemandslaug spiller koncerter i løbet af dagen

11.00 - 16.00 Leg i halmlabyrinten

11.00 - 16.00 Smag på naturen med kok Jesper Davidsen

11.00 - 16.00 Få en snak med naturvejleder Peer Høgsberg om årstidens svampe

11.00 - 16.00 Smag røgede specialiteter ved jæger Lars Graulund Hansen
15.45 Dagens vinder af de fire årskort findes på scenen

 
 
 
 
Kontaktinformation

Biolog og formidler Lasse Stærdal Simonsen, lss@givskudzoo.dk