GIVSKUDZOO_Legatoverrækkelse.jpg
 
 
 
 

Legatmodtager: "Det er en sejr for edderkopperne."

 
 
 
 

Det var en glad Frederik Leck Fischer, der søndag d. 11. august kunne træde op på scenen på Eventpladsen i GIVSKUD ZOO for at få overrakt Givskud Zoo Naturfonds studierejselegat på 50.0000 kr.

 
 
 
 

Araknolog, Frederik Leck Fischer, er den første person til at modtage Givskud Zoo Naturfonds Studierejselegat. Et legat der tildeles en person, der yder en ekstraordinær indsat for den levende verden. 

 

Det var direktør i GIVSKUD ZOO Rasmus Sebastian Nielsen, der præsenterede og overrakte pengepræmien til den første rejselegatmodtager nogensinde i GIVSUD ZOO. 

 

- Vi vil rigtig gerne belønne ihærdighed indenfor naturformidling og -bevarelse. Det kan f.eks. være en person, der har valgt at sætte fokus på at formidle om og/eller bevare dyr eller naturtyper, der ellers ikke er meget fokus på, fortalte direktør Rasmus Sebastian Nielsen inden overrækkelsen. 

 

Og netop Frederik Leck Fischer har valgt at sætte fokus på et ellers noget overset og samtidig  udskældt dyr. Som araknolog beskæftiger han sig nemlig med en dyregruppe, mange ellers helst holder fingrene langt fra. Edderkopper. 

 

- Det er sejr for edderkopperne, at man vælger at give et legat til en person, der har fokus på dem. Edderkopperne får generelt ikke fået så meget anerkendelse. De må være det mest forhadte dyr i Danmark næst efter flåten. At min formidling nu har givet anledning til, at jeg bliver anerkendt for det jeg gør, og at det gør forskel for edderkopperne, det er fantastisk, fortæller Frederik Leck Fischer kort efter overrækkelsen.

 

Kratlusker og skattejæger

Det var under sit biologistudie, at Frederik Leck Fischer for alvor begyndte at interessere sig for edderkopper, og oprettede Facebooksiden Fortællinger fra felten, hvor han formidler historier om og deler unikke billeder helt tæt på de otte ottebenede. 

 

Efter at have færdiggjort sin speciale om edderkoppesanser på Københavns Universitet har Frederik Leck Fischer nu gjort sin edderkoppehobby til sin levevej. Han har startet sin egen konsulentvirksomhed, hvor han hjælper danske nationalparker og naturplejeforeninger med at kortlægge danske edderkopper, mens han også hjælper virksomheder og forsyningsselskaber med analyse af biodiversitetsfremmende tiltag.

 

Men det er dog helt klart "skattejagten" efter nye arter, der er dét, der driver Frederik Leck Fischer.

 

- Jeg ser mig selv som en eventyrer, der går på skattejagt efter det ukendte og forsøger at finde en sjælden art et sted, der ikke er set før. Man får en stor drivkraft eller fix, om man vil, når man finder noget, man ikke har set før, fortæller edderkoppejægeren.

 

- Der skete jo så det vilde, at jeg i juli måned fandt hele tre nye edderkoppearter i Danmark. Den seneste art i en gammel højmose i Helsingør. Det er alle nogle arter, der er kendt fra vores nabolande, men som ikke er set i Danmark før nu. Og det er altså ret stort for os i kratluskermiljøet at finde nye arter.

 

I Danmark er der kun fundet godt og vel 600 edderkoppearter, mens der verdensplan er beskrevet mere end 52.000. 

 

Ekspedition og edderkoppebog

Hvorhen rejsen går for de 50.000 kr. må Frederik Leck Fischer selv bestemme. Men det er sikkert, at rejselegatet kan give eventyreren en mulighed for også at beskæftige sig med nogle af de mange edderkopper, der findes udenfor Danmark.

 

- Et rejselegat kan give en enestående mulighed for at komme ud i verden og opleve noget af den fantastiske natur kloden rummer, som måske ellers ikke var økonomisk muligt for en enkeltperson. Forhåbentlig kan vinderen bruge oplevelsen til at blive endnu mere inspireret, siger direktør i GIVSKUD ZOO Rasmus Sebastian Nielsen om legatet.

 

I følge Frederik Leck Fischer skal pengene da også netop bruges på eventyr ude i verden.

 

- Pengene fra legatet skal gå til nogle ekspeditioner til dele af verden, hvor der er nogle helt særlige edderkopper. Blandt andet har jeg overvejet Malaysia, fordi der her findes nogle meget primitive edderkopper, som nærmest ikke har ændret sig i 350 millioner år, og dem kunne jeg godt tænke mig at se i virkeligheden, fortæller Frederik Leck Fischer.

 

- Og så er der jo Australien, der er edderkoppernes Mekka. Men jeg har også overvejet Ny Kaledonien, der er en ø ud for Australiens østkyst, som har været isoleret fra resten af verden i ekstremt mange år, så der er også nogle spøjse dyr - og edderkopper.

 

Frederik Leck Fischer vil blandt bruge ekspeditionerne til at samle viden om og billeder af edderkopper til sin egen bog.

 

- Jeg vil gerne udgive en kæmpe bog om de danske edderkopper, som skal være en guide med superbilleder af alle danske arter, både hanner og hunner. I den forbindelse er det fedt at kunne rejse ud og samle viden om de danske edderkoppers forfædre og familiemedlemmer i udlandet.

 

Ligesom Frederik Leck Fischer vil en person, der gør en ekstraordinær indsat for at formidle om eller bevare verdens natur- og dyreliv, få overrakt rejselegatet næste år. GIVSKUD ZOO har nemlig fremover besluttet at uddele et rejselegat hvert år i forbindelse med parkens fødslesdags. 

 

 

Vedhæftede filer

GIVSKUDZOO_Legatoverrækkelse.jpg
 
 
 
 
Kontaktinformation

Direktær Rasmus Sebastian Nielsen, rsn@givskudzoo.dk