Pressemeddelelse
9. marts 2017
 
 
 
 
IMAGE
 
 
 
 

GIVSKUD ZOO: Næsehornsdrab i Frankrig var frygtet - men ventet

 
 
 
 

I GIVSKUD ZOO kommer det som et chok - men ikke en overraskelse, at krybskytter er brudt ind i den franske zoo Thoiry, hvor de har dræbt et næsehorn og savet et horn af dyret. I de senere år har der været talrige eksempler på tyve og krybskytter, der er gået målrettet efter næsehorn.

 
 
 
 

- Det er ganske enkelt modbydeligt.

Så kontant er udmeldingen fra GIVSKUD ZOOs direktør Richard Østerballe oven på nyheden om, at krybskytter er brudt ind i den franske zoo Thoiry ved Paris, hvor de har dræbt et næsehorn og savet det ene horn af med en motorsav. Også det andet horn forsøgte de at stjæle, men det lykkedes kun delvist at save det af. Måske fordi de blev opdaget, eller fordi motorsaven svigtede.
Det er første gang i Europa, at et næsehorn er blevet dræbt i en zoologisk have og hornet skåret af.

- Vi har alle frygtet, at det ville ske, for vi ved jo godt, at næsehorns horn er ekstremt eftertragtede. Og netop derfor må vi også sige, at krybskytternes indbrud var ventet. Desværre, siger Richard Østerballe.

Flere eksempler på jagt på næsehorn
Der er mange eksempler på, hvor eftertragtede næsehorn er. I øjeblikket dræbes der i Sydafrika flere end 130 næsehorn om måneden - altså over fire om dagen. Faktisk er krybskytteri og tyveri af horn så stort et problem, at der nu meldes om, at private indehavere af næsehorn er begyndt at skyde krybskytter for at sikre deres ejendom.
Og i Europa har flere museer, storvildtsjægere og samlere haft indbrud, hvor horn er forsvundet.

Horn har ingen effekt
Handel med horn er ulovligt, men det forhindrer ikke det sorte marked i at blomstre, fordi horn fra næsehorn er utrolig værdifuldt.
Hornene knuses til pulver og bruges i traditionel medicin i Asien. Flere købestærke forbrugere i blandt andet Kina og Vietnam presser markedet og skruer derved både efterspørgsel og pris op.
I 2015 kunne prisen for en kilo horn løbe op i over 380.000 kroner på det sorte marked. Så efterspørgslen fra Asien er nødt til stoppe, hvis man skal forhindre jagt og drab på næsehorn.
Det absurde ved problemet er, at det ikke kan bevises, at hornene har klinisk dokumenteret virkning.

- Hornene består af keratin, så i princippet kunne brugerne af den traditionelle medicin nærmest bare begynde at bide negle eller spise deres hårafklip, når de har været ved frisøren. Det er lavet af nøjagtig det samme stof, forklarer Richard Østerballe.

Samarbejde sikrer bevaring
Alle fem arter og 11 underarter af næsehorn er truet af udryddelse. Derfor er avlsprogrammer og samarbejde essentielt, hvis næsehorn skal bevares.
I Europa arbejder en række zoologiske haver tæt sammen om avl af næsehorn via et avlsprogram under EAZA (European Association of Zoos and Aquaria).
 

Tager vores forholdsregler
Fordi vi i GIVSKUD ZOO ved, at næsehorn er eftertragtede på grund værdien ved deres horn, har vi sørget for de fornødne sikkerhedsforanstaltninger, så vi kan beskytte vores fem næsehorn på bedste vis.

- Og vi lader løverne løbe frit rundt i parken efter lukketid, smiler Richard Østerballe.


(Billedetekst: GIVSKUD ZOOs direktør Richard Østerballe holder et horn fra et næsehorn. Hornet vejer over otte kilo og er over tre millioner kroner værd.)

 
 
 
 
Kontaktinformation

Direktør Richard Østerballe, ro@givskudzoo.dk